Vi bruger Cookies!     

         
 X     
okundulater2005

Seriøst udstillings opdræt


Lidt teori og tanker fra fuglehuset hvor vi er i opstartsfasen til ynglesæsonen 2010-2011.

 

Det første der sker her i huset er at alle fuglene hentes ind fra udevolieren hvor de har gået hele sommeren. Herefter kommer partneren Erik Olesen på besøg, og så kommer de ellers i udstillingskasser efter tur. På den måde får vi sorteret dem fra vi ikke ønsker selv at gøre brug af i den kommende sæson. Samme  omgang  foregår også hos Erik enten før eller efter. 

 

Når så fuglene nærmer sig den rigtige kondition finder vi en aften hvor vi på skift mødes i begge fuglehuse. Her påbegynder vi parsammensætningen ud fra devisen, at det skal ende med de bedste kombinationer. Kriterierne herfor er mangfoldige: afstamning er nok den der vejer tungest efterfulgt af fjertyper, hvor vi forsøger at gå efter at der aldrig bliver parret ud så to helt ens fjertyper sættes sammen. Hvorfor så dette. ?.  Hvis man skal forsøge at komme med en udredning, der beskriver dette, så må det være at vore overvejelser går på, at hvis man eksempelvis sætter to finfjerede sammen, gør det at man hos afkommet må forvente, at faktoren finfjerede bliver slået mere fast på alle ungerne. Det sker ikke mindst hvis det er sket igennem mere end en generation. Efterfølgende betyder det så at de følgende års opdræt går med at løsne op på fjerdragten, og dette kan jo kun gøres ved at bruge fugle af en væsentlig grovere fjertype - både hvad angår fjerlængde og bredden på den enkelte fjer. Derfor er det vores bedste overbevisning, at når man udvælger partnere til sine fugle, er det at foretrække at de parres ud efter mottoet ikke samme fjertype hos begge fuglene i samme avlspar. Herved sikrer man hele tiden at selv de finfjerede fugle, der dukker op, teoretisk også indeholder de lidt grovere fjer i arvemassen.

 

Når vi så har valgt de enkelte par, bliver de placeret i yngleburene, hvor de sidder mindst en uge og ser hinanden lidt an. Når man kan se der er begyndende kontakt, bliver redekassen hængt på, dog uden at blive åbnet. Dette sker først efter en dag eller to. Dette er for at undgå at hunnen straks går i kassen lægger sig fast, uden at den bliver madet og parret tilstrækkelig af hannen. Vi tror på, at det at hunnen viser interesse for kassen, er med til at sætte hannen yderligere op til narrestreger.

 

Det første hunnen opdager når kassen bliver åbnet er, at der ikke er plads til hende, fordi vi har proppet kassen med spåner. Det gør vi fordi vi mener, at netop det, at hun får travlt med at tømme kassen for spåner, er med til at de finder yderligere sammen og måske kan være med til at fremme befrugtningen fra første æg. Når så æggene begynder at komme bliver de mærket med nr. 1. 2. 3. osv.

 

Samtidig bliver datoen hvor ægget er lagt noteret på det burkort, der er placeret på enden af redekassen. Når det fjerde æg er lagt, og man kan se at nr. 1. og 2. ikke er befrugtet, bliver de fjernet i håbet om at de så fortsætter med at lægge æg. Grunden til at vi ikke fjerner det første æg når æg nr. tre er lagt, er at det ganske ofte sker, at hun ikke ruger stabilt før efter det andet æg er lagt.

 

Skulle det ske at hun fortsætter æglægningen, og disse alle er befrugtet bliver dem ud over 5 til 6 æg flyttet til andre kasser, i håbet om at de så vil klække der. Det lykkes ikke altid, men på den anden side, er det de færreste hunner, der kan opfostre mere end 5 unger tilfredsstillende, da der så vil blive for stort et spring fra nr. 1. til  den sidste i kuldet. De mindste kan godt kan risikere at gå til. Derfor vurderer vi, at det i de fleste tilfælde er den bedste løsning.

Omvendt har vi også erfaret at eksempelvis 1 eller 2 unger i en kasse heller ikke optimalt, da det jo betyder, at forældrefuglene bliver lullet lidt i søvn, eller måske simpelthen overfodrer de få stykker der så er i kassen.

 

Når så ungerne forlader kassen nogle uger senere, er det utroligt vigtigt, at der i bunden af buret findes et skjul hvor de kan putte sig. Selv har vi nogle såkaldte baby kasser, vi stiller ind i bunden. Der kan de opholde sig trygt de første dage. Dette kan også være med at redde dem imod en meget ivrig han, der går på ungerne, og i meget grelle tilfælde kan finde på at slagte dem. En af grundende til at de til tider kan finde på det, er jo, at de kan være i kanon ynglestemning, og at de nye individer i buret så bliver betragtet som rivaler. Her gælder det oftest at hannen snupper hanungerne og hunnen hunungerne.

 

Skulle hunnen så vælge at begynde næste runde inden de sidste unger har forladt kassen tager vi de sidste banditter og flytter dem ud i babykassen. Her må de så klare de sidste dage inden de vælger at gå på pind. Der sker jo det, at hvis de stadig er i kassen og roder rundt, kan de være årsag til at de første æg i anden runde går i stå, og det vil vi jo for en hver pris undgå.  ( Det kunne jo være årets guldklump der var på vej) 

Så er vi jo kommet dertil hvor vi skal have ungerne taget fra forældrene. Her kan tidspunktet være meget forskelligt. Det er en vurdering fra gang til gang hvor hurtigt de er modne til det. De lidt mere avancerede unger bruger ofte helt op til 14 dage ekstra.

Så bliver ungerne fra de forskellige hold flyttet til nogle ledige ynglebure, hvor de sidder og modnes i mindst 4 uger, inden de evt. flyttes til en mindre voliere. Vores erfaringer er, at de ofte ikke er stærke nok til at kunne begå sig i den store voliere, før de er lidt ældre, og vi ved jo at, hvis de får et knæk i netop den alder, er de svære at få på ret køl igen.

 

Herefter er det kun tiden der vil vise hvordan de enkelte individer vil udvikle sig i størrelse og harmoni, hvilket man ikke kan gøre så meget ved. Noget andet man kan gøre en hel masse ved er, at de fra den dag de forlader forældre fuglene og kommer over i lidt større flyvebure, træner dem i at sidde i et udstillingsbur. Det skal medvirke til, at de på længere sigt skal være med til at de også føler sig trygge når de senere skal på udstilling. Dette fordi vi jo så tit har oplevet at fugle er helt balstyriske når dommeren sætter sin pind ind i buret under bedømmelsen. Hvis man lige fra barnsben har vænnet dem til at blive flyttet fra siddepind til siddepind ved hjælp af en dommerstav, kan dette være med til at de slapper meget mere af under bedømmelsen, og dermed viser deres fulde potentiale. Her skal det dog understreges, at det hjælper på de fleste - andre lærer det aldrig. En anden ting, der også kan anbefales, er tage dem med på en køretur ind imellem, så heller ikke denne oplevelse er fremmed for dem den dag turen går til årets udstilling.

 

 Enkelte problemer vi har set opstå under ovenstående forløb og mulige løsninger på disse.

 

Hunnen sætter sig ud på en pind og taber alle æggene ned i bunden af buret. I de tilfælde kan man vælge to ting, enten at lægge et tykt lag spåner i bunden der kan afbøde faldet, så de ikke går i stykker, eller også kan man fjerne alle siddepinde i buret så muligheden for at tabe dem ikke er eksisterende. Hvis fuglene ellers er i den rigtige ynglestemning, finder de som regel ud at parre alligevel. 

 

Hunnen smider æggene ud af kassen lige så hurtigt de er lagt. Her har vi med stort held lagt en helt rund glaskugle under hende i stedet, og når hun opdager hun ikke kan smide den ud, da den er umuligt at få fat i, giver hun ofte op og affinder sig med de resterende æg, der så får lov til at blive i kassen.

 

Man overværer at fuglene parrer som de skal, men det resulterer ikke i befrugtede æg. Dette kan i nogle tilfælde skyldes, at de er lidt for befjerede omkring gumpen. Her kan man med fordel fjerne lidt fjer så selve gattet bliver blotlagt, og derved øger muligheden for at parringen bliver mere vellykket med befrugtede æg til følge. 

 

Så snart der bliver adgang til kassen går hunnen direkte derind og æggene bliver måske ikke befrugtet. Her kan det i nogle tilfælde afhjælpe problemet at man hver dag under fodringen lukker hende ude af kassen så hun sidder ude på pinden, dette giver hannen mulighed for at gøre det, der skal til for at der bliver unger ud af det.

 

Når den første unger klækker i et kuld er det ekstremt vigtig at man observerer om den nu også får noget at spise inden for de første timer. Sker det ikke, kan det måske skyldes, at den ikke tigger nok og derfor ikke vækker moderinstinktet hos hunnen. Hvis muligt snupper vi så en 3-4 dage gammel unge fra en anden redekasse, og lægger under hende. Denne tigger langt mere højlydt, og får oftest hunden til at gå i gang med at fodre den. Dens egen unge flytter vi så til en anden kasse hvor vi kan se at hunnen er godt i gang med at made sine unger. Efter et par dage, når det hele ser ud til at fungere, bytter vi så ofte tilbage igen for at holde styr på afstamningen. 

 

Hvis man en dag kommer i fuglehuset og hunnen sidder ude på en pind og pumper med underlivet, kan det være tegn på liggenød. Så skal der handles hurtigt. Først fanger man fuglen og får konstateret om hun går med et æg hun ikke kan komme af med. Dette gøres ved at man kører en finger rundt på undergumpen. Der kan man tydeligt mærke hvis den er gal. Find lidt mad olie og kom i en lille sprøjte. Først får hun lidt i næbet og efterfølgende også lidt sprøjtet op i gattet, samtidig masserer vi området hvor vi kan mærke ægget. Inden for ganske få timer kommer ægget så næsten altid af sig selv. Tidligere prøvede vi med varme, men slet ikke med samme held.

 

Skulle det nu vise sig at et par giver nogle rigtig gode unger, kan man jo uden problem flytte æggene til andre kasser. Hos os er der dog den gyldne regel, at de selv skal opfostre det første kuld og så kan man flytte æggene i andet kuld. Det kan gøres på flere måder. Man skriver som vanligt på æggene, som de kommer. Hver gang der ligger to æg flytter man det ældste, og så fremdeles, til man har flyttet de første 5 æg. Så lader vi hende beholde resten selv. Nogle gange fortsætter hun med at lægge æg op til normal kuld størrelse andre gange ikke. På denne måde er det fra tid til anden lykkedes at liste 2 kuld unger ud af en enkelt runde. Hvis man vil prøve denne fremgangsmåde, kræver det dog samtidig at de hele tiden har adgang til mineraler og tilskudsfoder i rigelige mængder, da det jo i uden tvivl trækker ekstra reserver ud af især hunnen.

 

På det seneste har vi oplevet en han, der ryddede reden for æg da den første unge klækkede i et kuld. Her i anden runde valgte vi så at fjerne hannen fra hunnen to dage før æggene skulle klække. Det er ikke sikkert han ville gøre det igen, men hvem tør løbe den risiko. Man kunne jo evt. også vælge at flytte alle æggene, og så give dem et par æg fra et andet kuld der ikke er vurderet så højt. Disse skal klække samtidig, og på denne måde får man testet om banditten kan finde på det samme nummer en gang til. Det kunne jo være en eller anden form for stress på netop klækningstidspunktet.

 

Besøg  
046080